Polytunnelen – opsætning og erfaring fra det første år

Vi har fået en polytunnel! Og vi synes selv at vi har fået den bedste polytunnel! Hvad er en polytunnel og hvor bøvlet er det at sætte den op? Det kommer jeg ind på i denne artikel.

Den første sæson med det lille drivhus, og oplevelsen af at kunne høste et væld af lækre solmodne tomater, agurker og chili inspirerede os til at investere i et endnu større drivhus, nemlig en polytunnel.

Ny-opført polytunnel, ved den nye del af køkkenhaven

Polytunnelen blev sat ved den nye køkkenhave, og det gamle drivhus er siden blevet pillet ned.

Hvad er en polytunnel?

En polytunnel er, som navnet antyder, en tunnel af polycarbonat. Dvs. en stålskelet-halvcirkel beklædt med plader af et dobbeltlags plastikmateriale, der er lukket i begge ender.

Vores polytunnel er af mærket Ecoslider ES4. Det er 4 meter bredt, og 10 meter langt. Det er bygget på et kraftigt stålskelet og er beklædt med plader af 6 mm polycarbonat. Målet angiver hvor meget afstand der er mellem de to lag. Jo større afstand, jo kraftigere plader, og jo bedre isolering.

Fordelen ved polycarbonat i forhold til glas er, at det er brudsikkert. Det er ikke helt så gennemsigtigt som glas, hvilket er en fordel, da det jo så filtrerer lyset lidt og planterne ikke bliver svitset i den stærke sol. Til gengæld er det ikke helt så kønt som et klassisk glas-drivhus.

Stålrammen er forankret i jorden med 10 stk. 1 meter lange stålspyd, der hamres ned i jorden. Vi har haft et par kraftige storme siden det blev sat op, og det har ikke rokket sig det mindste.

Rammen er sat direkte på jorden, med en almindelig 30×30 betonflise i hvert hjørne og en på hver langside i midten. Det var måske ikke nødvendigt, men vi gjordet for at sikre, at hjørnerne ikke begyndte at synke.

Polytunnelen har en dør i begge ender, en udluftningsluge hen over hver dør, og et vindue der kan åbnes i selve døren. Så der er masser muligheder for at kunne lufte ud. Vi valgte også at sætte to automatiske vinduer i på hver langside. Man kunne nok med fordel have valgt at sætte to mere i, for der bliver let temmelig varmt inde i tunnelen på de varmeste sommerdage. Vinduerne sættes i øvrigt på ved at skære hul i polycarbonaten. En lidt nervepirrende oplevelse, da der jo ingen vej er tilbage, når først kniven er igennem.

Jordspyd til forankring

Opsætning af polytunnelen

Tunnelen kom som samlesæt. Døre og endestykkerne var delvist samlede, buerne skulle blot samles på midten og den store stålramme kom i ca. 2 meter lange stykker. Polycarbonatpladerne kom i brede baner, der i længde passede med tunnelens krumme diameter.

Polytunnelen blev leveret på en stor palle, med polycarbonatpladerne rullet sammen og stål-elementerne stablet bagved
Halvbuerne blev transporteret ned på marken på ladet af ATV’en
Rammen samlet, lagt i water og forankret med ti spyd hele vejen rundt

Vi startede med at køre alt ned på engen. Det er virkelig rart med en ATV til den slags. Især polycarbonatpladerne var tunge og uhåndtérbare, så jeg ved ikke hvordan vi havde klaret det uden ATV’en.

Man skal være (mindst) to personer til at samle den. Polycarbonatpladerne er så store, at det er umuligt at håndtere det én mand – og det var svært selv for to. Ifølge forhandleren burde den kunne samles på 8 timer, vi var måske 3-4 gange så lang tid om det, men var også nødt til at bide det op hen over nogle aftener.

Der følger en vejledning med, men den er ikke super intuitiv, så vi havde stor hjælp af producentens YouTube, hvor to personer viste hvordan man gør.

Buerne samles på midten med skruer
Buerne sat op på rammen
Halvvejs med polycarbonatpladerne

Først blev stålrammen samlet og lagt i water. Derefter blev alle buerne samlet på midten, og monteret på rammen.

Da buerne var på plads, blev polycarbonatpladerne lagt op på buerne og skruet fast. Så blev endestykkerne samlet og sat på – og det drillede en del, fordi konstruktionen er så bevægelig at den skulle justeres for at det hele kunne være der.

Afslutningsvis blev dørene sat i – og efter et par uger satte vi de to vinduer på.

Det var ikke let at samle. De enkelte dele var tunge, stålbuer og ramme havde skarpe kanter, og der var en frygtelig masse skruer, der skulle skrues i. Samtidig var det væsentligt at sikre, at det blev sat op lige og i water. Man justerer hele den indre geometri med buer og plader, og med en bue, der strækker sig hen over 4 meter, er det en del bøvlet at få det trukket lige.

Færdig tunnel! På nær de to vinduer på midten, der først blev sat op nogle uger senere.

Indretning af tunnelen

Der er god ståhøjde i drivhuset. Fra gulv til buerne er der midtpå ca. 2 meter, så det er en fin højde til langt de fleste. Buerne er gode til opbinding af f.eks. tomater og agurker, og formen på dem, giver mere frirum inde langs siden. Jeg har valgt at lægge et bræt på i den ene side, som en lille hylde. Man kan få nogle mere autoriserede hyldearrangementer til drivhuset, men indtil videre går det fint med bræt-hylden. Der er gjort plads til et bord i en ene ende, hvor jeg kan sætte spirekasser og den slags. Det kom ikke på plads i første sæson, men er et projekt til næste år.

Jeg har lavet tre bede, et i hver side og et i midten. Jeg satte kun én række tomater i midten, men kan se, at der sagtens kan stå to rækker, forskudt for hinanden. Mellem bedene er en sti, belagt med flis.

Pap i bunden, flis på stierne
Et tykt lag kompost på bedene
Polytunnelen i august, i den første sæson

Jeg valgte at køre ren gravefri metode, dvs. uden at røre jorden lagde jeg pap hen over den lerede jord og et godt lag kompost oven på pappen. Det skulle vise sig at være en dårlig løsning. Lerjorden var simpelthen for sammenkørt, sur og udpint, så det vand jeg vandede med blev stående i hullerne, tomaterne sygnede hen af den lave pH og agurkerne mistrivedes.

Den bedre løsning havde nok været at grave det hele igennem, blande komposten godt i og kalke for at få pH op. At rode i jorden på den måde er normalt ikke noget jeg er fan af – hele ideen med den gravefri metode er jo at forstyrre jorden så lidt som mulig. Men denne jord har været grundigt forstyrret de sidste måske 30 år, så den skal have en hjælpende hånd for at kunne regenerere.

Det gode er, at der rent faktisk er en del regnorme i jorden, så jeg er fortrøstningsfuld og tror på, at vi sammen nok skal få genoprettet strukturen og gjort jorden sund igen.

Erfaringer fra den første sæson

Jeg fik plads til 43 tomatplanter, 4 agurkeplanter og en del chili og basilikum mellem tomaterne.

Planterne fik en rigtig dårlig start i den ringe jord, så for at afhjælpe det, gravede jeg alle planterne op, en efter en. Fyldte hullerne med god, neutral muld, og satte dem tilbage igen. Det hjalp gevaldigt på det, men det var tydeligt, at hjælpen skulle have været tidligere.

Den kompakte og sure jord begrænsede udbyttet en del, men der er alligevel kommet nok tomater til 87 glas med henkogte tomater og tomatsauce, så når jeg får optimeret jorden, vil der være rigeligt også til vejboden.

Vi fik ganske få agurker, og et moderat antal chili.

Jeg glæder mig virkelig, til at få styr på den jord!

Vinduerne sættes op i juni
Fin høst af tomater og basillikum i august
Tomat Indigo Rose

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *