Salttørrede æggeblommer

Salttørrede æggeblommer revet hen over lidt pasta eller en fiskeret, giver et lækkert lille umami-pift til maden. Samtidig er de virkelig nemme at lave selv. Konsistensen er lidt som en blanding af parmasanost og vingummi, og smagen er mild, lidt salt og dyb umami.

Æggeblommerne tørres i en salt-sukker blanding i 4-5 dage i køleskab, og skal eftertørre et par timer i enten ovn eller dehydrator.

Du skal bruge:

6 stk.

  • 6 æg
  • 450 g groft salt
  • 250 g sukker
Æggeblommerne klar til at blive dækket med saltblanding
Æggeblommerne dækket af saltblanding og klar til 4 dage i køleskabet

Sådan laver du salttørrede æggeblommer:

  • Bland salt og sukker og fordel ca 1/3 fladt ud i en beholder med låg eller et lille fad, som du lægger film over bagefter
  • Lav en lille fordybning til hver æggeblomme
  • Skil blommerne fra hviden, og læg hver blomme i en fordybning
  • Hæld resten af saltblandingen forsigtig over blommerne
  • Sæt låg eller film på beholderen og stil den i køleskabet i 4 døgn
  • Efter 4 døgn, tages blommerne op af saltblandingen og skylles under den kolde hane
  • Tør dem helt færdige enten i dehydrator 3-4 timer ved 50 grader, eller 2 timer i en ovn ved 65 grader
Æggeblommerne er tørret i salt, og skal skylles under hanen. Konsistensen er som tørrede abrikoser.
Æggeblommerne tørres færdig 3-4 timer i dehydrator.
Æggeblomme rives hen over f.eks pasta eller fisk.

Æggeblommerne kan holde sig i ca en månedstid i en lukket beholder i køleskabet.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *