– en status på 2022
I foråret anlagde jeg en krydderurtehave langs den lille terrasse uden foran køkkenet. Den er anlagt i tre aflange højbede. Tanken er, at man, når man laver mad, kan springe ud og klippe det man har brug for. Virker det så? JA! Det har fungeret super godt, og vi har elsket at kunne klippe friske krydderurter til maden hele sommeren igennem.
I plantekummerne/højbedene har vi haft timian, citron timian, rosmarin, oregano, ananas salvie, salvie, persille og purløg. I krukker ved siden af har der groet løvstikke og basilikum.
Timian. Der var dedikeret en hel kumme til timian alene. Vi spiser meget timian og huset kok havde timian-overflod som et af sine højeste ønsker.
Det er sat 4 planter almindelig timian og en enkelt citrontimian. Det har på intet tidspunkt været for meget timian, og der var nok til, at ingen af planterne blev skam-klippet ned.
Basilikum har som den eneste haft base i drivhuset. Jeg har så taget planter ud i en krukke på skift, så det var lige ved hånden som resten. Basilukumen er supermarkeds-planter, der er delt og opformeret. Jeg har også have frø-såede palnter, men det er faktisk nemmest med blot at dele en plante nede fra netto.
Persille. Jeg havde plantet både bredbladet og kruspersille, men kun dedikeret en halv kumme til det. Det viste sig hurtigt at være alt, alt for lidt. Flere gang i løbet af sommeren har jeg købt nye planter og erstattet de gamle. Meget mere persille til næste år!
Rosmarin. Vi har sat tre små planter, der har givet os nok til dette år. De ser en smule forkomne ud nu, så måske jeg supplerer op til foråret.
Purløg. Jeg er selv stor fan af purtløg, men selv ved hyppig brug, var der alt rigeligt med en halv kumme fuld.
Løvstikke. Løvstikken var sat i krukke, for at styre den lidt. Det betød så, at den led lidt under udtørring, og ikke har været specielt frodig. Til næste år kommer den ned i den permanente del af køkkenhaven.
Salvien er blevet så smuk, så selvom vi ikke spiser så meget af den, får den lov at fylde. Ananas-salvien, som jeg faldt for på planteskolen, endte jeg med at flytte. Den blev virkelig stor og skyggede for oreganoen. Den kom over i et af de nye staudebede, hvor den er blevet endnu større og var ret fin til frosten tog den. Så nu har den skiftet status fra krydderurt til prydplante. Jeg ved egentlig heller ikke hvad jeg skal bruge den til, ud over fancy drinks.
Det jeg har lært:
- Mere persille. Næste år planter jeg også persille i det ene bed i køkkenhaven, så der er rigelig planter at tage fra. Man kan ikke få for meget persille.
- Løvstikken kommer over i køkkenhaven så den kan trives bedre – uden at frygte, at den overtager pladsen fra andre.