Kanelkage med æblemos

Kanelkage med æblemos er min all time favoritkage! Det er stort set altid den familien bliver budt på, når vi holder den årlige påskefrokost eller de bare kommer forbi til en kop kaffe. Kagen er blød, luftig og saftig på samme tid. Smagen er lidt hen ad de gode gammeldags studenterbrød. Det er saft og sødme fra æblemosen, krydret med kanel og vanilje – og den bliver bare bedre af at stå i en dag eller to. Jeg bruger hjemmelavet æblemos, men den købte på glas går lige så fint.

Opskriften stammer oprindelig fra min mor, som skrev over 50 kogebøger i sit lange, produktive liv. Jeg har en del af dem, men især én af dem har stået fremme i mine skiftende køkkener, siden jeg fik den tilbage i 1984: Politikens bagebog, i en vaskeægte 80’er version. Jeg og mine søstre har bagt utallige kager og brød fra den bog. Mit eksemplar er da også godt slidt og fedtet af årtiers bagte kager.

Opskriften på den lækre kanelkage med æblemos er netop i den bog, og her er min opdaterede version:


Du skal bruge:

  • 200 g smør
  • 250 g sukker
  • 2 æg
  • 250 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 3 tsk kanel
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 dl æblemos
  • ca 100 g flormelis til glasur
Nybagt. Hele huset dufter af kage.

Sådan gør du:

  • Smelt smørret lidt i mikrobløgeovnen, eller lad det stå uden for køleskabet til det bliver blødt
  • Rør smør og sukker sammen
  • Rør æggene i et af gangen. Sørg for at røre godt efter hver æg
  • Bland mel, bagepulver, kanel og vanillesukker, og bland det i dejen
  • Rør æblemos i
  • Kom dejen i en smurt bradepande (ca 25×35 cm)
  • Bages i ca 30 min ved 200C.
  • Når kagen er kold, lægges et generøst lag af glasur på kagen.

I den oprindelige opskrift skal der sukat og pomeranstern på glasuren. Det er du velkommen til, hvis det er din ting, men jeg springer over.

Kagen er bedst, når den har stået natten over. Så samler den sig og føles mere saftig. Den kan sagtens fryses ned, hvis det mærkværdige skulle ske, at den ikke bliver spist op med det samme.

Godt slidt, men fuld af gode gennemprøvede oskrifter
Jeg fik bogen foræret af min mor, Hanne Bloch, helt tilbage i 1984!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *